Bitten Kvist Jakobsen er valgt som konservativ folketingskandidat i Struer

Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds opstiller, med geografisk forankring i Struer og Lemvig Kommune, Bitten Kvist Jakobsen som kandidat til folketinget.

 

I 2017 og 2021 var hun opstillet til kommunalvalget i Struer for Det Konservative Folkeparti, hvor hun lige så længe har siddet i bestyrelsen. 52-årige Bitten Kvist Jakobsen brænder for politik og ønsker at være den vestjyske stemme på Christiansborg.

– Jeg tror på de konservative værdier om demokrati, retssikkerhed, personlig frihed og ansvar og jeg tror på, vi i fællesskab kan løse udfordringer og gøre samfundet endnu bedre. Jeg vil gerne være med til at præge fremtiden; Den er lige nu og her!

 

Bitten Kvist Jakobsen har altid sat en ære i at gøre sig umage med de ting, hun kaster sig ud i. Hun er ikke typen, der gør noget halvt og derfor var det også først, da den sidste datter var flyttet hjemmefra, hun for alvor fik modet til at bevæge sig ind på den lokalpolitiske, og nu også landspolitiske, arena. Hun nyder at snakke med mennesker og involverer sig gerne dér, hvor hun kan gøre en forskel. Hun brænder særligt for det socialpolitiske område.

Bitten Kvist Jakobsen har de seneste ni år været leder af Tangsø Fritidsordning og sideløbende etableret og drevet virksomheden PBJ-Miljø med sin mand Poul, som hun kan fejre sølvbryllup med om to år. Fritiden bliver brugt i familiens sommerhus på Jegindø, ofte sammen med de tre døtre, svigersønnen og to børnebørn. Derudover fylder både træning og rollen som patientrådgiver på psykiatrisk afsnit ligeledes en del i tilværelsen.

– Da Poul og jeg i 1999 mistede vores nyfødte tvillingepiger, ønskede jeg efterfølgende at gøre en forskel og sige tak for den behandling og omsorg, vi mødte i løbet af de fire uger, vi var tilknyttet diverse hospitaler i forbindelse med tvillingernes fødsel og død. Jeg blev tilknyttet som patientrådgiver på E-afdelingerne på Herning Sygehus, hvor jeg har været i snart 23 år.

Psykiatri står mit hjerte meget nært og jeg mener, civilsamfundet bør bidrage, hvor det giver mening. Vi skal hjælpe dem, som har det svært og tage medansvar fremfor blot at overlade alt til det offentlige.

 

Nøglen til velfærd: Forny for at bevare

Som 25-årig drog Bitten Kvist Jakobsen til udlandet, hvor hun en periode på et par år hjalp med opstart og drift af en restaurant og samtidig var frivillig i en privat børnehave, og selvom det efterhånden er et par årtier siden, hun vendte hjem til Danmark, inspirerer erfaringen fra tiden i udlandet stadig – også politisk.

– Jeg oplevede, hvordan folk i andre lande lever og indretter sig og fik på den måde øjnene op for, hvordan vi også har noget unikt i Danmark – Et ægte velfærdssamfund som vi skal bevare og være stolte af. Velfærden er et værdifuldt privilegie i Danmark, men staten må ikke omklamre os. Jeg er sikker på, endnu flere kan lære at klare sig selv end hvad der er tilfældet nu, og at dette vil skabe større værdi, både for samfundet og den enkelte familie.

 

Nøglen til et stærkt velfærdssystem er ifølge Bitten Kvist Jakobsen først og fremmest et sundt, lokalt erhvervsliv.

– Et solidt erhvervsliv skaber arbejdspladser, vækst og øget velfærd, og jeg mener, vi lokalt bør fastholde enhver arbejdsplads, der er mulig. Derfor er det vigtigt at give såvel det etablerede erhvervsliv som nye iværksættere og virksomheder det bedst mulige grundlag at udvikle sig på – Også de mindre byer og de små lokalsamfund skal have bedre vilkår for udvikling og vækst, og jeg mener både de kommunale og offentlige systemer med fordel kan omtænkes, så vi får mere fleksible og hurtigere sagsgange og vilkårene for iværksætteri og erhverv optimeres.

 

Familien har flere gange haft udenlandske udvekslingsstuderende boende i længere perioder, hvor de har indgået som en naturlig del af hverdagen i huset i Bremdal.

– At være værtsfamilie for udvekslingsstuderende har været givende! Jeg mener, vi kan lære af vores forskelligheder og på den måde opfinde nye muligheder sammen – også politisk. I mine øjne er forskning og uddannelse et af de vigtigste politiske emner, for vores børns fremtid er også en sikring af velfærden. Uddannelsessystemet bør i mine øjne omtænkes; Vi skal være åbne for nye og andre muligheder, f.eks. ønsker jeg flere uddannelser til de vestjyske uddannelsesmiljøer, da dette, udover at øge mulighederne for vores unge, også vil tiltrække flere virksomheder og skabe mere vækst i lokalsamfundet.

 

Børnenes fremtid er grøn forskning

En høj grad af klimaansvarlighed er et centralt emne for Bitten Kvist Jakobsen.

– Vi skal passe godt på miljøet, så de yngre og kommende generationer har gode muligheder for at udfolde sig og få deres drømme opfyldt. Jeg mener, Danmark fortsat skal stile efter førertrøjen inden for grøn teknologi. Vi bør i mine øjne sørge for gode rammer for de private virksomheder, der bidrager til den grønne omstilling, bl.a. ved at indføre mere fleksible og smidige sagsgange, men også ved at imødekomme nye teknologier, som kan hjælpe os på vej mod en grønnere fremtid.

 

Bitten Kvist Jakobsen er vokset op på Jegindø, hvor hun som barn og ung var frivillig i FDF, håndboldtræner, sang i øens kirkekor og deltog i både sy-kreds og søndagsskole. Som datter af et par arbejdsomme og selvstændige forældre, lærte hun desuden vigtigheden i viljen til at arbejde hårdt for et økonomisk trygt liv.

– Jeg er taknemmelig for min opvækst og dét, den har gjort mig til. Jeg har studeret i storbyen, været bosat i udlandet og har, sammen med min mand, startet både familie og virksomhed. Jeg har haft mod på det hele, fordi jeg i min opvækst har lært at holde fast i mine værdier, gå efter mine drømme og forme mit liv, som jeg ønsker. På Christiansborg kan jeg bidrage med en masse livserfaring, både fra ind- og udland, og heldigvis har min opvækst, som én ud af tre søskende i en familie, hvor alle var politisk interesseret, også lært mig at argumentere for mine holdninger.

Bitten Kvist Jakobsen opstiller som kandidat for Det Konservative Folkeparti og håber at kunne repræsentere landsdelen efter næste folketingsvalg.

 

På vegne af Det Konservative Folkeparti Vestjylland

Jens Jørn Porup, Formand Lemvig Konservative Vælgerforening

Christian B. Espersen, Formand Struer Konservative Vælgerforening

 

For yderligere information:

Bitten Kvist Jakobsen

Telefonnummer: 30856786

Mailadresse: FO@tangsoecentret.dk

Hjemmeside: bitten.konservative.dk